At åbne en gårdbutik og skabe et univers.

At åbne en gårdbutik og skabe et univers.

At åbne en butik er én ting. Men at bygge et univers omkring sin butik er noget helt andet. Det at folk kender din butik som et dejligt sted at handle og hente inspiration er selvfølgelig vigtigt, men vil du skille dig ud fra andre, må du "bygge yderligere på".

Den Gamle Mølle er en rigtig smuk bygning og bærer i sig selv en historie. Men det at orangeriet er blevet en del af butikken og at vi samtidig har åbnet laden, hvor vi udstiller krukkerne gør, at kunderne kan bevæge sig rundt og få indtryk og inspiration båden til indendørs og udendørs.



Når folk besøger Den Gamle Mølle får de altid budt kaffe og brød (enten friskbagte boller eller muffins). Ikke alle tager imod, men bare det at folk får buddet, skaber en god oplevelse og en oplevelse at fortælle efterfølgende. En kunde sagde for nylig til mig "du har byens bedste kaffe" - ikke at det siger så meget i Gl. Harlev (ca. 30 hustande) 😉 - men det har alligevel betydet noget.

Den vigtigste budbringer for din butik er dine kunder. Kunder der omtaler din butik i positive vendinger er de bedste ambassadører for din forretning og en markedsføring, som er ubetalelig.

En af mine kunder sagde fornylig til mig: "din butik er så ærlig". Det synes jeg, er den skønneste kompliment jeg kan få - tak for det 😊.

Her et par fotos fra butikken indenfor. Jeg holder den samme stil i hele forretningen også udendørs og sælger grundlæggende kun produkter, jeg selv kan lide og kan stå helt inde for. Du kan eventuelt læse mit tidligere blogindlæg, som omhandler det at sammensætte et sortiment.




Selvom kunderne har haft en god oplevelse i butikken, tror jeg, de skal mindes om Den Gamle Mølle jævnligt. Man skal være god til at holde butikken i "live". Dette er specielt gældende for en sæsonbutik som min, der kun har åbent 3 måneder forår og 3 måneder efter/jul.

Udviklingen af universet omkring butikken, skal altid afspejle dit idegrundlag. Dine visitkort, din facebook og instagram profil. Sågar din påklædning - jeg skal ikke gå rundt i Den Gamle Mølle i blæser og stiletter. Jeg vil jo aldrig kunne løfte en krukke ud i bagerummet på en bil, hvis jeg havde fine stilletter på (har iøvrigt ingen stilleteter - kan simpelthen ikke gå i dem. Men synes det ser så fint ud til andre).

Nedenfor et par eksempler fra den Gamle Mølles instagram konto - synes de afspejler butikken, sortimentet og miljøet omkring butikken. Tror kunderne føler at de får, hvad jeg lover på billederne.

 


Der findes en instagram profil, som hedder fleurdeboheme. Jeg har desværre ikke fået besøgt stedet. Dog er jeg overbevist om at hendes butik må emme af farver, dufte, landlig idyl, hjemlig hygge og nostalgi. Hendes fotos på instagram giver indtryk af et sådant univers. Håber og tror ikke jeg tager fejl, når jeg engang får besøgt stedet. Se vedhæftede fotos fra Fleurdeboheme.



Facebook og Instagram er for Den Gamle Mølle også vigtige budbringere. De billeder jeg lægger op skal afspejle forretningen og butikken skal kunne leve op til det billede, jeg får skabt via de sociale medier. Her er fotos fra Den Gamle Mølles facebook profil. Jeg synes, billederne på facebook harmonerer med stemningen i butikken.




Du skaber også et yderligere univers omkring butikken ved at afholder kurser, kundeaftener, foredrag og events. Her til jul har jeg haft kurser i at lave juledekortioner. Jeg underviser ikke selv, men gjorde meget ud af at de dekorationer, kursisterne skulle lære at lave, skulle være rustikke og naturlige - det samme billede/indtryk de fleste har af min forretning. En del af dekorationerne blev lavet med pil. En ekstra dimension, som kursisterne ikke havde prøvet før.

  



Kursisterne fik selvfølgelig lidt at spise og drikke i løbet af aftenen. Det er dejligt med en lille smule forkælelse.

Jeg har også haft malerkurser, for at gøre Vintage kalkmaling mere udbredt. På kurset skulle kursisterne erfare, dels hvor let det er at anvende kalkmaling og dels hvor meget forskelligt, man kan male og opfriske. 

 

Uanset hvilket kursus, er det vigtigste, at kursisterne går inspirerede fra kurset med en lyst til at fortsætte hjemme.

Jeg har tænkt på at invitere en fredragsholder, som kan inspirere folk omkring indretning af have, orangeri og tilplantning af krukker. Det ville passe godt til universet i Den Gamle Mølle. Jeg har ikke helt styr på konceptet endnu - måske det kommer.

Der er masser af muligheder, man skal bare vælge dem, der passer bedst til én selv og hvor man er sikker på at kunne gøre det ordentligt. Springer du over hvor gærdet er lavest, kommer kunderne kun 1 gang. Man skal kunne mærke engagement og entusiasme fra din side - det smitter.

En  gang imellem lægger jeg billeder op på de sociale medier fra vores private have og drivhus. Det er specielt når vi har sat et nyt projekt igang, som er sjovt at fortælle om eller når jeg selv har købt nogle af produkterne i Den Gamle Mølle, som jeg gerne vil vise.




Så kan man se krukkerne, fadene de kinesiske møbler os.v brugt i et hjem - forhåbentlig god inspiration. Man skal dog være sig sin egen grænse bevidst, hvor meget af ens privatliv, man ønsker at dele. Alle (næsten😉) har en grænse.

Dette var det sidste af 3 indlæg om mine erfaringer og oplevelser omkring det at have en livsstilsbutik. Jeg er vild med butikken, glæder mig til hver eneste sæsonåbning og.....

jeg bliver ved så længe, lysten og interessen driver mig 💚💚💚



Kommentarer