Patinerede terrakotta krukker :)

Kære læser, 💚

terrakotta krukker er et godt valg til den autentiske og rustikke have, som ligesom buske og træer ældes på en smuk måde. Nedenstående fotos er krukker fra min have. Her har jeg krukker, som er op til 15 år gamle. De har altid fået lov at stå ude, jeg tømmer dem ikke for jord og planter inden vinteren. Dog skal man være opmærksom på, at jorden ind imellem skal skiftes og ny gødning skal tilføres, når foråret kommer. Hårdt arbejde 😉 

Ønsker man at hindre alger på krukkerne, er det et husråd at bruge atamon. Man kan eventuelt påføre atamon inden krukkerne få alger, det skulle gøre at algerne ikke så nemt sætter sig på krukkerne. Jeg har ikke prøvet det, for jeg er vild med, at alderen kan ses på krukkerne 😊 Hvis du har erfaringer med atamon eller andre midler, hører jeg rigtig gerne om det !




Ikke alle planter er lige hårdføre, men en, som jeg har stort held med, er klematis. Jeg klipper den helt ned i efteråret og nu kan jeg se, at den begynder at skyde igen. Jeg synes, det er rigtig smukt, når planten får lov til at hænge ud over kanten af krukkern. Jeg har sat en gammel pind ned ved siden af min klematis, så har den lidt at gro op ad, hvorefter den bøjer af og "vælter" ned af krukken. Når vi når hen på sommeren, skal jeg vise jer et billede, hvor min klematis er i fuldt flor  - forhåbentlig lykkes det igen i år. 



Mange vælger, at der i en høj krukke plantes et opstammet træ. Det kan bestemt også være rigtig smukt, men rodnettet på et opstammet træ udvikler sig ofte så kraftigt, at det specielt på de buttede krukker, kan være svært at flytte planten over i en anden og måske større krukke.

Prøv med bunddække roser, som vælter ud over kanten af krukken, de skal gødes og vandes, men kan holde mange sæsoner. Ekstra smukt er det, når man tager krukker i forskellige størrelser og former og mikser  det på terrassen.

Nedenstående foto er smukke nye krukker, som med tiden bliver til smukke og patinerede gamle krukker. Her har jeg sat en julerose, som når den er afblomstret bliver plantet ud i jorden. Den kan selvfølgelig også blive i krukken - uanset hvad blomstrer den igen til næste vinter.

 


De græske krukker, som jeg har i haven og som jeg sælger i butikken, er alle produceret af den samme græske pottemager. Jeg har kendt ham gennem rigtig mange år og har helt tillid til hans kvalitet. 

Jeg bliver ganske enkelt aldrig træt af at se på disse krukker. 
Du er velkommen  i butikken, så kan du i ro og mag - med en kop kaffe i hånden - vælge lige præcis dem du kan lide - ikke 2 er ens.
www.dengamlemoelle.dk

Kommentarer